Dagene flyver stadig forbi, og det nye år rykker tættere og tættere på. I dag skal jeg op og købe hjemmeside sammen med min far, hvilket jeg glæder mig meget til.
Der var en tanke, der slog mig den anden dag, da jeg overværede to sure mennesker skælde ud på en stakkels buschauffør på vej mod Århus. Nemlig hvor mange af os, der går rundt med kronisk nedadvendte mundvige. Hvor ofte er det lige, at man smiler til hinanden her i DK – og nu tænker jeg selvfølgelig ikke på mennesker, vi kender i forvejen, men fremmede, der passerer os på gaden eller i supermarkedet.
Jeg forstår det faktisk ikke helt. Jeg bliver selv vildt glad, når der er en fremmed, der smiler og hilser på mig, men jeg bliver samtidig også lidt ked af det, når jeg selv sender en hilsen af sted, der mødes med sammenknebne øjne eller ligegyldighed.
Vi har så meget at være glade og taknemmelige for i Danmark, specielt hvis vi sammenligner med resten af verden, der generelt har så meget mindre end os. Så hvorfor er det, at vi går rundt og ser så sure ud? Og taler grimt til hinanden? Og os selv? Og flipper ud i trafikken og bruger skældsord?
Negativitet spreder sig som ringe i vandet. Tænk bare på ham chaufføren, der blev overfuset af en fremmed mand, der tilsyneladende havde en dårlig dag. Hans surhed smitter af på chaufføren, der måske lader det gå videre til en kollega eller konen derhjemme, og så kan det ske at gå videre til børnene.
Tænk sig derimod hvad man kan udrette med et smil og en sød kommentar. Havde ham den sure mand nu i stedet haft overskud den dag, og havde valgt at rose chaufføren for at være der til tiden eller for at køre vældig godt og være med til at bringe ham sikkert videre på sin julefærd, ja tænk sig så, hvordan det havde påvirket chaufførens humør. Det havde måske resulteret i blomster til konen og et kys under misteltenen, der havde forplantet sig videre til mandens yndlingsret og dejlig samtale med hele familien omkring aftensbordet senere.
Et smil koster dig ingenting at give og heller ikke at modtage, så skal vi ikke forsøge at sprede lidt flere af dem. De gør underværker for både os selv og dem, vi vælger at give dem til.
/Malene